top of page

Almindelige rejsebetingelser for pakkerejser

Betingelserne regulerer aftaleforholdet mellem Huckleberry Days ApS (i det følgende Huckleberry Days) og kunden, som køber en pakkerejse. Aftalen indgås og gennemføres i overensstemmelse med Pakkerejseloven (Lov nr. 1666 af 26/12/2017 om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer)

1. Generelle oplysninger

Huckleberry Days ApS
Norsmindevej 159
8340 Malling
Telefon +4536967240
Mail: Info@huckleberrydays.dk
CVR 43632779
Etableret år 2019
 

2. Aftaleindgåelse

2.1 Indgåelsen

En aftale om køb af en pakkerejse mellem kunden og Huckleberry Days er indgået og bindende for begge parter, når Huckleberry Days rettidigt har modtaget depositum for rejsen.

Huckleberry Days fremsender et skriftligt tilbud til kunden sammen med de almindelige rejsebetingelser. Hvis kunden accepterer tilbuddet, indenfor den i tilbuddet angivne frist, modtager kunden derefter den endelige bekræftelse fra Huckleberry Days med angivelse af frist for indbetaling af depositum samt restbeløb. Rettidig indbetaling af depositum betragtes som skriftlig accept af det rejsearrangement, der er beskrevet i bekræftelsen samt de almindelige rejsebetingelser. Såfremt kunden ikke accepterer tilbuddet, inden den angivne frist eller ikke indbetaler depositum rettidigt, er Huckleberry Days ikke længere bundet af tilbuddet.

Ved bestilling af en rejse på Huckleberry Days hjemmeside kan der i visse tilfælde gå to til tre arbejdsdage før kunden modtager den endelige bekræftelse. Dette vil altid fremgå af kundens onlinebestilling. Hvis vore leverandører mod forventning ikke er i stand til at levere arrangementet som aftalt, forbeholder Huckleberry Days sig ret til at fratræde aftalen og tilbyde kunden et alternativ. Hvis kunden takker nej til det tilbudte alternativ, vil eventuelt gennemførte betalinger blive refunderet.

Kunden bedes være opmærksom på, at visse rejser kan have særlige betalingsvilkår og strengere afbestillingsvilkår. Hvis der er tale om skærpede betalings- og afbestillingsvilkår, vil det altid fremgå af den fremsendte bekræftelse/faktura.

2.2 Kontrol af rejsedokumenter

Huckleberry Days fremsender uden unødig forsinkelse den endelige bekræftelse med relevante rejsedokumenter til kunden på den post- eller email-adresse, som kunden har gjort brug af i forbindelse med aftalens indgåelse. Kunden har pligt til ved modtagelsen at gennemgå de fremsendte rejsedokumenter og straks reagere over for Huckleberry Days, såfremt oplysningerne og arrangementet ikke er i overensstemmelse med det aftalte. Hvis kunden ikke modtager rejsedokumenterne senest 7 dage efter aftalens indgåelse, skal kunden straks kontakte rejsebureauet. Såfremt kunden har opgivet en email-adresse, skal kunden forinden tjekke spam-filteret.

3. Pris og betaling

3.1 Pris

Rejsens pris omfatter samtlige de i programmet eller aftalen nævnte ydelser samt alle, obligatoriske skatter og afgifter. På destinationerne kan der forekomme opkrævninger af lokale gebyrer, entreer og afgifter, som det ikke er muligt at opkræve ved aftalens indgåelse, da disse betalinger relaterer sig direkte til lokale regler eller til forbrug af ekstra ydelser ud over, hvad der fremgår af aftalen. Vær opmærksom på at der på alle rejser påregnes et gebyr for administration og konkursdækning i henhold til Rejsegarantifonden til kr. 195 pr. person.

Misligholder kunden sin del af aftalen for så vidt angår betaling, har Huckleberry Days ret til at annullere aftalen. I sådanne tilfælde har Huckleberry Days ret til betaling af det beløb, som kunden ville miste efter reglerne i afsnit 7, såfremt kunden har afbestilt rejsen på dagen for den manglende betaling.

Rejsens samlede pris fremgår af kundens faktura. Hvis der sker ændringer i den konkrete rejse eller i forudsætningerne for denne som følge af forhold eller ønsker hos kunden, vil det kunne medføre, at prisen ændres, og yderligere betaling vil kunne blive opkrævet.

3.2 Betaling

Visse rejser kan købes online med kreditkort (f.eks. grupperejser og FriRejser) på Huckleberry Days hjemmeside: https://www.huckleberrydays.com

Det er også muligt at betale ved bankoverførsel til Nykredit A/S,
kontonr. 8117 reg. 1523745.

Ved indbetaling angives fakturanummer og navn. Bemærk at man ved bankoverførsel ikke er beskyttet af indsigelsesordningen. Og at der ved betaling via netbank kan gå op til 2 hverdage, inden betalingen modtages hos Huckleberry Days.

Visse rejser kan have særlige betalingsvilkår og strengere afbestillingsvilkår. Hvis der er tale om skærpede betalings- og afbestillingsvilkår, vil det altid fremgå af den fremsendte bekræftelse/faktura.

3.3 Depositum og restbetaling

Depositum svarer i udgangspunktet til prisen for flybilletterne. I enkelte tilfælde kan depositum være højere, hvis der i rejsen eksempelvis indgår hotelophold, billeje eller andet landarrangement, der ikke kan refunderes. Depositum refunderes ikke ved senere afbestilling.

Restbetaling skal være indbetalt senest 75 dage før afrejsedagen, hvis ikke andet er anført. Billetter og øvrige relevante rejsedokumenter vil blive fremsendt på mail, således at kunden har dem i hænde senest 10-14 dage før afrejse, medmindre andet er aftalt.

4. Afbestillings- og rejseforsikring

Huckleberry Days anbefaler på det kraftigste, at kunden tegner en rejseforsikring, inden rejsen påbegyndes. Hvis kunden ikke allerede har en afbestillings- og rejseforsikring hos sit private forsikringsselskab, anbefaler Huckleberry Days, at disse tegnes hos Gouda Rejseforsikring.  

Det er vigtigt, at man som kunde vælger den forsikring, der giver den bedste dækning i forhold til det valgte rejsemål, rejsens pris og antallet af rejsedeltagere. Påtænker man som kunde at rejse flere gange indenfor ét år, så kan det ofte betale sig at vælge en årsforsikring.

Vær opmærksom på, at afbestillingsforsikringen skal købes senest samtidig med, at depositum for den rejse, der skal være omfattet af forsikringen, betales. Dette skyldes, at forsikringen dækker dig i perioden op til afrejse.

På rejser til Cuba er en rejseforsikring et krav. De cubanske myndigheder kræver, at man ved indrejse kan fremvise et godkendt forsikringsbevis. Rejseforsikringen skal være gyldig under hele opholdet på Cuba, og man skal på forlangende kunne fremvise en engelsk kopi af forsikringspolicen. Dette dokument skal man som kunde indhente fra sit forsikringsselskab forud for rejsen.

5. Kundens generelle pligter

5.1 Pas, visum og sundhedsmæssige formaliteter (bl.a. vaccinationer)

Kunden skal være i besiddelse af et gyldigt pas med minimum seks måneders gyldighed ved rejsens afslutning samt de for rejsens gennemførelse nødvendige dokumenter, herunder visa og bevis for påkrævede vaccinationer. Huckleberry Days oplyser ved indgåelse af aftalen kunden om pas og visumkrav samt de øvrige nødvendige dokumenter og forhold for rejsens gennemførelse. Huckleberry Days anbefaler, at visum/indrejsetilladelse til rejsemålet anskaffes minimum 1 måned før afrejse.

For visse lande gælder der særlige regler for ind- og udrejse. Hvis dette er tilfældet, vil det fremgå af aftalen. Kunden kan kontakte Huckleberry Days for yderligere information om disse regler.

Har kunden ikke dansk pas eller har denne dobbelt statsborgerskab, skal kunden gøre Huckleberry Days opmærksom herpå, således at kunden kan få den korrekte rådgivning – herunder henvisning til de relevante myndigheder.

Se i denne sammenhæng blandt andet www.um.dk og www.ssi.dk – hjemmesider for henholdsvis Udenrigsministeriet og Statens Seruminstitut.

5.2 Bevægelseshæmmede personer

Huckleberry Days rejser er i udgangspunktet ikke egnede for bevægelseshæmmede. De fleste rejser fordrer, at kunden har en god mobilitet og et almindeligt godt helbred. Hvis rejsen har deltagelse af bevægelseshæmmede bedes dette oplyst ved første kontakt til Huckleberry Days. I sådan et tilfælde er det ekstra vigtigt, at kunden får en personlig rådgivning, inden rejsen bestilles og betales. For at Huckleberry Days kan give den bedst tænkelige rådgivning er det afgørende, at kunden giver alle nødvendige og relevante oplysninger om kundens behov.

5.3 Navne på rejsedokumenter

Kunden er ansvarlig for, at de navne, der fremgår af rejsedokumenterne, er identiske med det fulde navn, der fremgår af kundens pas. Bliver kunden opmærksom på uoverensstemmelser mellem rejsedokumenter og pas, skal kunden straks meddele dette til Huckleberry Days, som vil forsøge at korrigere fejlen. Beror uoverensstemmelsen på kundens forhold, skal udgifter forbundet hermed afholdes af kunden. Hvis ændringer ikke er muligt, kan kunden ikke holde Huckleberry Days ansvarlig.

5.4 Rettidigt fremmøde

I de tilfælde hvor den rejsende ikke kan nå rettidigt frem til den bestilte rejseydelse, skal den rejsende rette henvendelse til den pågældende leverandør og oplyse om det senere fremmøde. Hvis den rejsende ikke opnår en tilfredsstillende løsning med leverandøren, skal den rejsende kontakte rejsearrangøren. Ved den rejsendes manglende henvendelse til henholdsvis leverandøren og/eller rejsearrangøren vil reservationen blive annulleret af leverandøren, og den rejsende vil ikke kunne benytte reservationen eller få betalingen for den refunderet.

Hvis der ikke mødes op til første overnatning på hotel eller første dag på billeje, og der ikke gives besked herom, risikerer man som kunde, at hele arrangementet annulleres. Ved ændring i rejseplanen er det derfor vigtigt at kunden omgående kontakter hotellet, Huckleberry Days eller Huckleberry Days lokale repræsentant (hvis navn fremgår af fremsendte rejsedokumenter/voucher).

Såfremt flybilletter er en del af pakkerejsen, skal disse benyttes i den korrekte rækkefølge. Hvis kunden ikke anvender flybilletterne i den korrekte rækkefølge, vil luftfartsselskabet annullere de resterende flystrækninger. Kunden kan derfor ikke kun anvende enkelte strækninger af en flyrejse. F.eks. kan kunden ikke kun benytte sig af en hjemrejse.

Kunden skal have afsluttet et eventuelt check in i overensstemmelse med de i rejseplanen eller ved anden tydelig anvisning oplyste tidspunkter og steder for seneste check in på ud- og hjemrejsen. Kunden er ansvarlig for at gøre opmærksom på sig selv i check in-køen, hvis kunden må forudse, at denne ikke kan nå at have afsluttet check in inden for de oplyste tidspunkter.

Kunden skal holde sig underrettet om hjemrejsetidspunkter ved i god tid inden hjemrejse at orientere sig om, hvorvidt der er blevet foretaget eller annonceret ændringer af det hjemrejsetidspunkt, der er angivet i rejsedokumenterne. Meddelelse om sådanne ændringer vil blive oplyst kunden individuelt eller ved opslag på et på forhånd aftalt sted af enten Huckleberry Days, dennes lokale repræsentanter eller underleverandører. Se flyselskabernes hjemmeside for den senest opdaterede information.

Kunden skal løbende holde sig opdateret om afgangssteder og –tider for de inkluderede transportmidler. Dette kan f.eks. ske ved straks efter ankomst til en lufthavn at holde øje med oversigtsskærme og kontakte lufthavnspersonalet ved tvivl om, hvilke terminaler eller gates flyet afgår fra. Terminal- og gateændringer sker ofte og er uden for rejsearrangørens kontrol. Kunden kan i sådanne situationer ikke gøre krav gældende overfor Huckleberry Days.

5.5 Ordensbestemmelser

Kunden skal rette sig efter de ordensbestemmelser, der gælder for alle pakkerejsens underleverandører som f.eks. hoteller, lufthavne, transportmidler etc. Kunden skal optræde således, at medrejsende ikke føler sig generet. I grove eller gentagne tilfælde kan en upassende optræden føre til, at kunden af Huckleberry Days eller dennes lokale repræsentanter bortvises fra den videre deltagelse i rejsen. I sådanne tilfælde er kunden ansvarlig for egen hjemtransport og udgifter som følge heraf. Kunden er i tilfælde af bortvisning ikke berettiget til at modtage nogen form for tilbagebetaling af pakkerejsens pris.

Huckleberry Days er ikke ansvarlig overfor offentlig myndighedsudøvelse herunder - men ikke begrænset til - politiets indgreb/handling over for kunden i forbindelse med kundens upassende adfærd. Kunden er i sådanne situationer selv ansvarlig for de udgifter, som kunden eventuelt vil blive påført, ligesom kunden ikke kan gøre krav gældende overfor Huckleberry Days og vil heller ikke være berettiget til tilbagebetaling af pakkerejsens pris.

5.6 Manglende efterlevelse

Overholder kunden ikke kravene til pas, visa, sundhedsmæssige formaliteter, angivelse af korrekt navn på rejsedokumenterne samt gennemgang heraf, reglerne om rettidigt fremmøde samt ordensbestemmelserne, kan kunden ikke gøre krav gældende hverken mod Huckleberry Days, formidleren eller underleverandøren til pakkerejsen for de følgevirkninger, mangler, gener eller tab, som den manglende efterlevelse af kundens generelle pligter medfører.

6. Ændringer af den indgåede aftale

6.1 Overdragelse af pakkerejsen

Kunden kan overdrage rejsen til en anden person mod et gebyr på DKK 750. Meddelelsen om den ønskede overdragelse skal indgives til Huckleberry Days på mail senest 7 dage inden rejsens påbegyndelse. Meddelelse efter dette tidspunkt medfører, at kunden mister retten til at overdrage pakkerejsen.
Overdragelse kan alene ske, hvis den person, til hvem pakkerejsen overdrages, opfylder de af rejsebureauet, ved aftalens indgåelse, anførte nødvendige betingelser og krav for gennemførelse af rejsen, herunder pas, visa og sundhedsmæssige krav. Kunden og den person, til hvem pakkerejsen er overdraget, hæfter solidarisk for betaling af eventuelle restbeløb og omkostninger som følge af overdragelsen.

Adgangen til at overdrage pakkerejsen kan dog helt eller delvist begrænses af Huckleberry Days, såfremt overdragelse ikke er mulig som følge af underleverandørernes vilkår. I den forbindelse gør Huckleberry Days opmærksom på, at langt de fleste flybilletter, der indgår i vore pakkerejser, ikke kan ændres eller refunderes, når de først er bestilt.

6.2 Kundens ændringer af pakkerejsen

Såfremt kunden ønsker at foretage ændringer i pakkerejsen, skal denne kontakte Huckleberry Days hurtigst muligt. Hvis det er muligt for Huckleberry Days at ændre pakkerejsen, skal kunden afholde de ekstraudgifter, som ændringerne medfører plus et ændringsgebyr på kr. 750 pr. person. Huckleberry Days er dog ikke forpligtet til at foretage ændringer i pakkerejsen. Såfremt kunden ønsker at foretage ændringer, og dette ikke er muligt, anses ændringen som en afbestilling af pakkerejsen, jf. afsnit 7, og en ny bestilling.

6.3 Huckleberry Days ændringer af rejsen

6.3.1 Uvæsentlige ændringer

Rejsearrangøren er inden pakkerejsens påbegyndelse berettiget til ansvarsfrit at foretage uvæsentlige ændringer i pakkerejsen uden kundens samtykke. Kunden er forpligtet til at acceptere sådanne ændringer, hvis rejsearrangøren inden pakkerejsens påbegyndelse og uden unødig forsinkelse klart og tydeligt oplyser kunden om de pågældende ændringer.

6.3.2 Andre ændringer

Hvis Huckleberry Days inden pakkerejsens påbegyndelse enten;
• foretager væsentlige ændringer i pakkerejsen,
• eller ikke kan levere bestemte ydelser, som kunden har anmodet og som Huckleberry Days har accepteret at levere,
• eller hæver prisen på rejsen med mere end 8%

har kunden følgende rettigheder:
• kunden kan hæve aftalen og få refunderet de beløb, der er indbetalt i henhold til rejsen,
• eller hvis Huckleberry Days tilbyder det, kan kunden deltage i en erstatningsrejse.

Huckleberry Days er forpligtet til uden unødig forsinkelse at rette henvendelse til kunden og oplyse om de væsentlige ændringer, samt hvilken eventuel betydning de måtte have for pakkerejsens pris.

Huckleberry Days fastsætter i sin henvendelse en rimelig frist for, hvornår kundens skal informere om sin beslutning, og oplyser desuden om, at konsekvensen af ikke at overholde denne frist indebærer, at kunden anses for at have accepteret ændringer omfattet af 6.3.2.

Kunden kan i visse situationer have ret til erstatning, hvis der er lidt et økonomisk tab som følge af ovenstående væsentlige ændringer, medmindre årsagen hertil beror på uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder

6.3.3 Ændring af flybilletter og pladsreservation på fly

Såfremt kunden har købt en flybillet, hvor ud- eller hjemrejsen kan ændres, skal ændringen foretages inden den anførte dato for henholdsvis ud- og hjemrejse. Billetten kan kun ændres indenfor den oprindelige gyldighedsperiode (eksempelvis kan en 3-måneders billet ikke ændres ud over de 3 måneders gyldighed). Det anbefales, at ombookingen sker i god tid, da ændringen er betinget af pladssituationen på den ønskede flyafgang. Og der må påregnes en merpris, såfremt der ikke er plads indenfor den købte priskategori. Derudover kan ombookingen medføre et ændringsgebyr.

Huckleberry Days tilbyder, i det omfang det er muligt, at hjælpe med pladsreservationer på de i billetten anførte flyafgange. Det skal understrege, at pladsreservationer altid er på forespørgsel. Pladserne er med andre ord ikke 100% garanteret, da flyselskaberne har fuld råderet over allokeringen af pladser på deres respektive fly og forbeholder sig ret til uden varsel at ændre på pladsreservationerne på de enkelte bookingklasser (billettyper). Bemærk at nogle flyselskaber først tillader pladsreservation 24 timer før afrejse, at det ikke er muligt med pladsreservation på alle flystrækninger samt at nogle luftfartsselskaber kræver medlemskab af deres bonusprogram for at tillade pladsreservationer.

7. Aftalens ophør

7.1 Fortrydelsesret

For køb af pakkerejser gælder der ingen fortrydelsesret, jf. forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 1 samt § 7 stk. 2 nr. 5, der undtager personbefordring fra forbrugeraftalelovens anvendelsesområde.

7.2 Afbestilling af pakkerejsen

7.2.1 Normale afbestillingsvilkår

Kunden kan afbestille pakkerejsen inden pakkerejsens begyndelse efter nedenstående standardiserede afbestillingsvilkår:
• Ved afbestilling af pakkerejser indtil 75 dage før afrejse er indbetalt depositum tabt.
• Ved afbestilling af pakkerejser 75 til 60 dage før afrejse er 85% af rejsen samlede pris tabt.
• Sker afbestilling senere end 60 dage før afrejsedagen er hele rejsens beløb tabt.

Ovenstående er gældende medmindre andet er anført ved købet. 

Ved køb af flybilletter alene, så betragtes det som afbestilling af hele flybilletten, hvis man ikke møder op til sin flyafgang. Rejsens pris vil være tabt ligesom hjemrejsebilletten ikke vil kunne benyttes. Flyskatter kan dog refunderes mod fradrag af et ekspeditionsgebyr på kr. 100,- pr. billet.

7.2.2 Afbestilling i tilfælde af krigshandlinger mv. 

Kunden kan uden at betale gebyr afbestille en pakkerejse inden pakkerejsens begyndelse, hvis der på rejsedestinationen eller i umiddelbar nærhed heraf indtræffer uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, som væsentligt berører leveringen af pakkerejsen eller befordringen af passagerer til destinationen.

For at kunden kan afbestille uden at betale gebyr skal de pågældende uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder ud fra en objektiv vurdering gøre det umuligt at rejse sikkert til destinationen f.eks. på baggrund af vejledning eller udtalelser fra Udenrigsministeriet, sundhedsmyndighederne mv. Se www.um.dk og www.ssi.dk

Kunden har i tilfælde af gebyrfri afbestilling ret til fuld refundering af rejsens pris, men har ikke ret til yderligere kompensation fra Huckleberry Days. Den gebyrfrie afbestillingsret gælder imidlertid ikke, hvis kunden ved aftalens indgåelse kendte eller burde kende den pågældende begivenhed, eller begivenheden i øvrigt var almindelig kendt. Kan kunden ikke afbestille gebyrfrit i henhold til ovenstående, gælder de almindelige afbestillingsregler, jf. afsnit 7.2.1.

For rundrejser gælder, at kunden alene har ret til at afbestille den del af pakkerejsen, der foregår i det frarådede område. Hvis denne del af pakkerejsen udgør en væsentlig del af pakkerejsen, har kunden imidlertid ret til helt at afbestille rejsen.

7.2.3 Tidspunkt for tilbagebetaling og beregning af afbestillingsgebyr

Tilbagebetaling af beløb efter pkt. 7.2.1 og 7.2.2 skal ske senest 14 dage efter kundens afbestilling af pakkerejsen, hvorfor beregning af gebyret ved individuel afbestilling ligeledes senest beregnes på dette tidspunkt i forhold til muligheden for gensalg af de afbestilte rejseydelser.

7.3 Huckleberry Days’ opsigelse

7.3.1 Opsigelse på grund af manglende tilslutning

Såfremt rejsens gennemførelse betinges af en bestemt minimumstilslutning, vil dette fremgå af Huckleberry Days’ udbudsmateriale eller andet sted i aftalegrundlaget. Det vil samtidig fremgå, hvor mange antal deltagere, der minimum skal være eller en mindste belægningsprocent, førend rejsen gennemføres, samt hvornår dette antal senest skal være opnået inden rejsens påbegyndelse.

Hvis det nødvendige antal deltagere ikke opnås inden det angivne tidspunkt, kan Huckleberry Days ansvarsfrit opsige aftalen om pakkerejsen. Huckleberry Days underretter kunden om opsigelsen af aftalen inden den i aftalen anførte frist, dog ikke senere end 20 dage inden pakkerejsens begyndelse, hvis rejsens varighed er over 6 dage. 7 dage inden pakkerejsens begyndelse, hvis rejsens varighed er mellem 2 og 6 dage, eller 48 timer inden pakkerejsens begyndelse, hvis rejsens varighed er under to dage.

7.3.2 Opsigelse på grund uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder

Huckleberry Days kan desuden ansvarsfrit opsige aftalen om en pakkerejse, hvis Huckleberry Days er forhindret i at opfylde aftalen på grund af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, og Huckleberry Days underretter kunden om opsigelsen af aftalen uden unødig forsinkelse og inden pakkerejsens begyndelse.

Kunden får i ovenstående opsigelsessituationer de til rejsen indbetalte beløb refunderet senest 14 dage efter opsigelsen, og kunden vil ikke have krav på erstatning.

8. Mangler og reklamation

Konstateres en mangel efter rejsens begyndelse - undervejs eller på rejsemålet - skal kunden straks reklamere over manglen til Huckleberry Days, eventuelt til Huckleberry Days repræsentant på rejsemålet eller den underleverandør, som manglen angår. Hvis Huckleberry Days repræsentant eller underleverandør ikke kan eller vil afhjælpe eller efter kundens opfattelse ikke afhjælper tilfredsstillende, skal kunden straks reklamere direkte over for Huckleberry Days. Det kan ske på mailadressen Info@huckleberrydays.com

Kunden skal sikre sig, at reklamationen bliver noteret af Huckleberry Days medarbejdere og/eller underleverandører på stedet i skriftlig form. Herudover bør kunden sørge for at få udleveret en kvittering for reklamationen. Undlader kunden at reklamere som beskrevet ovenfor, vil det have konsekvenser for kundens ret til efterfølgende at påberåbe manglen og for opnåelsen af en eventuel kompensation.

9. Begrænsninger i Huckleberry Days’ erstatningsansvar

Luftfartselskaberne har det direkte ansvar for transportens korrekte gennemførelse efter Warszawa og Montreal konventionerne, EU Forordning 889/2002 og 261/2004 samt Luftfartsloven.
Huckleberry Days begrænser sit ansvar til de på enhver tid gældende beløbsgrænser, der fremgår af Warszawa og Montreal konventionerne (luftbefordring), Athen konventionen og EU forordning 392/2009 (befordring til søs) og COTIF konventionen og EU forordning 1371/2007 (jernbanebefordring).
Huckleberry Days erstatningsansvar kan derfor ikke overstige det beløb, som gælder for de tranportører, der har det direkte ansvar for befordringen.

Den gældende SDR kurs (XDR) findes på www.nationalbanken.dk

Begrænsningerne på den maksimale erstatning efter Warszawa og Montreal konventionerne er sat til:
• Ved passagerers død eller tilskadekomst: 113.100 SDR – såfremt luftfartsselskabet kan godtgøre, at det ikke har handlet uagtsomt eller optrådt ukorrekt, eller såfremt hændelsen skyldes tredjemands uagtsomme eller ukorrekte opførsel
• Ved skader der skyldes forsinkelse af persontransport: 4.694 SDR
• Ved ødelæggelse, bortkomst, beskadigelse eller forsinkelse af bagage: 1.131 SDR

Begrænsningerne på den maksimale erstatning efter Athen konventionen og EU Forordning 392/2009 er sat til:
• Ved passagerers død eller tilskadekomst: 250.000 SDR til 400.000 SDR – alt efter tilskadekomstens årsag samt transportørens udviste skyld
• Ved ødelæggelse, bortkomst eller beskadigelse af håndbagage: 2.250 SDR
• Ved ødelæggelse, bortkomst eller beskadigelse af køretøjer, herunder bagage i eller på køretøjet: 12.700 SDR – transportøren er kun ansvarlig for skade forvoldt på grund af fejl fra dennes side
• Ved ødelæggelse, bortkomst eller beskadigelse af anden bagage end håndbagage og køretøjer: 3.375 SDR
• Såkaldte ”værdigenstande” erstattes ikke efter regelsættene.

Begrænsningerne på den maksimale erstatning efter COTIF konventionen og EU forordning 1371/2007 er sat til:
• Ved passagerers død og tilskadekomst: 175.000 SDR
• Ved tab af eller skade på genstande: 1.400 SDR
• Ved helt eller delvist tab af et køretøj: 8.000 SDR
• Ved skade på genstande efterladt i køretøjet: 1.400 SDR – transportøren er kun ansvarlig for skade forvoldt på grund af fejl fra dennes side

10. Reklamationer efter rejsens afslutning

Krav om erstatning, forholdsmæssigt afslag i rejsens pris (kompensation) eller ulempe-godtgørelse - som følge af mangler, der er blevet reklameret korrekt over, og som ikke er blevet afhjulpet af Huckleberry Days - skal inden rimelig tid efter rejsens afslutning fremsættes over for Huckleberry Days. I modsat fald mister kunden retten til at gøre krav mod Huckleberry Days gældende. Kunden kan sende reklamationen til Info@huckleberrydays.com.

11. Adgang til modregning ved udbetaling af erstatning og/eller kompensation

Kunden skal ved fremsendelsen af sin reklamation til Huckleberry Days oplyse, om kunden også har søgt om erstatning eller kompensation fra transportøren på grundlag af EU-forordninger om passagerrettigheder og erstatningsansvar ved passagertransport og efter de internationale konventioner, der også regulerer dette forhold.

Såfremt kunden har modtaget erstatning og/eller kompensation fra transportøren, har Huckleberry Days ret til at modregne erstatning og/eller kompensation efter lov om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer i den erstatning og/eller kompensation, som kunden har modtaget fra transportøren.

12. Værneting og lovvalg

Kan enighed om et erstatningskrav og/eller –beløb mv. ikke opnås ved klage til Huckleberry Days eller formidleren, kan kunden indbringe klagen for Pakkerejseankenævnet, Røjelskjær 11, 3, sal, 2840 Holte. Yderligere information findes på nævnets hjemmeside: www.pakkerejseankenaevnet.dk

Huckleberry Days er, som følge af medlemskabet af Danmarks Rejsebureau Forening, forpligtet til at opfylde kendelser fra Pakkerejseankenævnet, medmindre foreningens bestyrelse giver dispensation fra dette krav, fordi kendelsen ønskes indbragt for en dansk domstol, jf. foreningens vedtægter.

Alle tvister og uoverensstemmelser der måtte opstå eller udspringe af en given aftales tilblivelse og/eller opfyldelse, og som ikke kan løses mellem parterne alene eller ved Pakkerejse-Ankenævnet, skal, hvis parterne ønsker at indbringe sagen, anlægges ved de danske nationale domstole til endelig afgørelse, og vil være underlagt dansk ret, medmindre andet følger af Rfor. 1215/2012 samt Rom-konventionen af 1980.

13. Medlem af Rejsegarantifonden

Huckleberry Days er medlem af Rejsegarantifonden, der stiller garanti for refusion af kundens betalinger i tilfælde af konkurs. Rejsegarantifonden, Røjelskjær 11, 3. sal, 2840 Holte. Telefefon: 45878333. Mail: info@rejsegarantifonden.dk

Revideret af Huckleberry Days 11. september 2024

bottom of page